Tur i skoven

Flotteste efterårsvejr og en god tur i skoven med mine piger. Tror vi havde halvdelen af skoven med hjem i form af kogler, grangrene, pinde, mos og sten, som ungerne syns var bare så fine. Skal lige ha min gode veninde med en tur i skoven snart, så jeg kan lære at finde de lækre kantareller.

Masser af kanin og lidt småblomstret

Så er posten kommet med materialer til næste projekt. Og dermed er sæsonens produktion af julegaver samtidig skudt i gang. Lidt tidligt, helt sikkert, men med to unger, en hund og et arbejde er det nødvendigt at starte tidligt, hvis jeg skal ha noget klar til under træet.(Når ikke jeg nævner min mand, er det blot fordi, der ikke er så meget arbejde i ham som i de andre)
Af denne grund vil jeg indtil videre lade det være en hemmelighed, hvad der skal komme ud af de fine sager. Men jeg vil sige så meget, at jeg håber at glæde intet mindre end seks små piger...
Men mon ikke der skal vises lidt frem af det på et tidspunkt - hvis det vel og mærke blir, som jeg har tænkt mig.

Ludvig

Nyeste medlem af familien; Ludvig. Efter Astrid havde spurgt mig næsten dagligt i knap et år, om hun ikke nok måtte få en hund, bukkede jeg under for de bedende øjne og de gode argumenter og vi anskaffede os dette kræ. Han bruger sin vågne tid på at bide vores sko i stykker, gnave stoleben, grave kæmpe huller i græsplænen og vække Ellen i barnevognen. Alt i alt et herligt væsen...

Hurtige nederdele

Så blev der lige en nederdel til hver af pigerne. Astrid er bare vild med nederdele og kjoler for tiden - og den lille skal jo bare ha det samme som storesøster. Og hvor er det bare heldigt så, at sådan en nederdel er et lynprojekt. Er det ikke bare fantastisk indimellem med de projekter, hvor man lynhurtigt ser resultater.
Og iført nye skørter blev der danset godt igennem til en del omgange af "Otto er et næsehorn", hvilket lige præcis betød, at moren ku få lavet maden færdig uden sultne, klynkende unger ved knæene.

Dukke Sofie

I foråret barslede jeg med denne lille dukke til min store pige. Hun er min første dukke og hendes dukkemor gav hende med det samme navnet Sofie.
Projektet var spændende men hold op, hvor skal jeg lige glemme besværet ved det, før jeg er klar til en ny (sådan er det jo altid med de kære små) Håber jo så, at når tiden kommer til en tilsvarende til min mindste pige, så har jeg lært af de fejl, jeg begik med denne.
Hende her tabte hurtigt armen, da hendes dukkemor skulle give hende en svingtur, som hun jo havde set, er den slags en mor eller far gør for at more sit barn. Det var da også sådan historien lød, da hun grædende kom hen med sin amputerede Sofie; jamen moar, hun grinte sådan og syns det var så sjovt, og pludselig tabte hun armen...
En anden gang - for jeg skal da bestemt lave flere, når jeg lige har sundet mig - skal jeg forsøge mig med een, hvor arme og ben er syet i eet stykke med kroppen, for mine unger de leger altså ret korporligt med deres dukker, så de skal ha lidt indbygget modstandskraft.
Men fin syns jeg hun blev. Og Astrids glæde over hende var ikke til at tage fejl af - uden tvivl lidt besvær værd.