Viser opslag med etiketten DIY. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DIY. Vis alle opslag

lørdag den 25. august 2012

Modellervoks DIY























Jeg har en frisklavet portion modellervoks klar i køleskabet til søndags-formiddagslegen herhjemme. Hvis nogen skulle være interesseret i en nem, god og 100% giftfri hjemmelavet leg, så kommer her en opskrift:

5 dl. hvedemel
2 dl. fint salt
2 spsk citronsyre
4,5 - 5 dl. kogende vand
2 spsk solsikkeolie
Frugtfarve(r)

Jeg blander mel, salt og citronsyre og tilsætter det kogende vand med olien i. Ælter godt til den er helt jævn og slipper fint (kan godt virke lidt klistret, inden den har været på køl). Så farves dejen i mindre portioner med frugtfarve. Pakkes godt ind og så i køleskabet. Det kan holde sig i flere måneder, hvis det pakkes godt ind efter brug. Hvis det tørrer lidt ud efter, at de små fingre har hygget sig længe, kan man prøve at tilsætte en smule vand.
God weekend rundt omkring!

tirsdag den 17. april 2012

Sommertop/kjole, ny version




























Denne store pige er glad for sin nye sommertop, omend vejret endnu ikke er til det. Mønsteret har som ved de fleste projekter i den seneste tid voldt mig lidt overvejelser og denne gang også lidt opsprætning. Jeg klipper delene efter hovedet og sjældent rammer jeg helt rigtigt i første forsøg. Det har fordele og ulemper at sy tøj på denne måde naturligvis. Den åbenlyse fordel er selvfølgelig - som ved denne - at den er blevet præcis, som jeg ville ha den.
Så mangler vi bare de varme dage, den planlagte ferie ved Adriaterkysten, masser af Gelato, afslapning, vandpjask og og og.... Dagdrømmeriet er startet her i hvert fald.
Hvis nogen skulle være i tvivl, så skyldes det mærkelige ansigt på det ene billede, at hun er i fuld gang med at få lillesøster til at grine ved at lave "brille-ansigtet" - en favorit af hendes.

onsdag den 21. marts 2012

Hårblomst


 
Stumpi har fået nyt hårbånd til at dække hendes pyntesyge for en stund. Jeg er helt og aldeles for pynt, men der må bare godt være noget klassisk, enkelt eller nostalgisk over udtrykket. Jeg vil helst undgå for meget glimmer, guld, perler og pink flæser (omend jeg med jævne mellemrum må gi efter for hendes bedende øjne og gode argumenter). Hende her plager om pyntedimser i samme omfang som slik, når hun er med i byen. Så jeg måtte prøve at finde på noget, der dækker trangen, men som jeg selv kan holde ud at se på (og bruge penge på). Hun var rigtig godt tilfreds med dette alternativ, heldigvis.
Den her var forholdsvis nem og kan varieres i uendelighed. En anden gang tror jeg, selve blomsten skal afstives mere, men ellers fungerer den fint.
God pyntedag til jer, der læser med!

torsdag den 1. marts 2012

Tørklæde-forsøg












































































Jeg synes godt tørklæder kan være svære at få til at sidde godt, så de fylder fint og let uden at virke
for kompakt. Så jeg har forsøgt mig med to lag med løbegang til elastik i midten på langs. Det blir lige tilpas frynset af det til at sidde godt, synes jeg. Kantsømmen er sart rosa for at give lidt effekt til det grafiske udtryk af denne Liberty-stof. Jeg er endelig (efter mange års frustrationer) blevet helt god til at skifte tråd på min overlocker og til at indstille den - fantastisk maskine, sådan een.

søndag den 26. februar 2012

Stof og stuff























Det kribler i fingrene efter at komme i gang med nogle af de fine modeller fra min nye (gamle) sybog (i arv fra min mor for nylig). Herhjemme er det snart tid til få taget ordenligt hul på tøj til sommersæsonen til mine kære trolde, inden jeg får mere travlt på arbejde igen. Denne bluse med krave er bare for sød til at bladre forbi. Og pigerne monteres netop gerne i lette og lyse langærmede bluser i sommervarmen (som man jo kan drømme sig til med disse projekter, når nu temperaturen udenfor siger noget helt andet).

























Så nu er det jo bare med
1: at få tiden fundet mellem unger, arbejde og huslige pligter.
Og 2: At få besluttet mig for hvilke stoffer, der skal blive til hvad.

lørdag den 25. februar 2012

I pose og på pinde


Utålmodighed...
Jeg er desværre ikke den hurtige strikker, men jeg vil gerne blive det. I år har jeg jo for første gang kastet mig over en hel trøje - til mig selv! Ja, Astrid var også helt forvirret over, at det ikke var til hende eller lillesøster. Den mangler nu kun halvdelen af det ene ærme og så hæftninger. Og den skal jo bare helst blive færdig, inden det blir lunere igen. Så jeg må lige stramme mig an...

























Og lidt nyt til Astrid. De har frugt med i børnehave hver dag og de fleste inkl. Astrid indtil nu, har haft fryseposer med hver dag med deres navn på. Og hver dag har jeg været ærgelig over at smide sådan en pose ud - ikke fordi den koster frygtelig meget, men princippet i det irriterer mig. Så nu har hun fået en frugtpose med navn. Og det var bestemt den smule arbejde værd, da hun med et kæmpe smil skulle vise sin nye pose frem i børnehaven, stolt og glad.

torsdag den 16. februar 2012

Et kramme-kryb...




Manglede en fødselsdagsgave til pigernes mindste fætter, som fylder 1 år næste weekend. Så nu skulle slangen - som jeg flere gange har overvejet - forsøges. Og her resultatet. Fint at få brugt lidt fra rest-stoflageret, hvor jeg har en vane med at gemme stykker i en størrelse, som ikke kan blive til andet end patchwork eller dukketøj. Syns den blev meget god og faktisk et ret hurtigt projekt, hvis man ellers har materialerne på lager.
Fætter bliver 1 år og jeg syns tit det er svært at komme på gaver til børn i den alder, som jeg ikke har en mistanke om kun vil holde interesse i fem-ti minutter. De er jo gerne så herligt optagede af alt i den alder, hele verden er spændende og udfordrende - om tingene så stammer fra fætter BR eller ej. Så min holdning er; hvorfor så bruge formuer på alverdens bras, som står og samler støv efterfølgende, den slags forbrug irriterer mig... Så hellere give dem noget med mere substans, når de blir lidt ældre og har mere fornøjelse af det. Håber den lille blir glad for denne nye kramme-slange næste weekend. Det blir nok ikke den sidste jeg skal lave af slagsen.

mandag den 13. februar 2012

Julegaven er en stor succes hos den store pige




Forsinket fremvisning af det projekt, som tog mange af mine sene aftentimer i december måned. Det var lidt mere krævende end jeg havde tænkt mig, i fuld voksenstørrelse, med dejligt luksus-fyld af to lag blødt fleece og bagside i blød sart-rosa voile, kantbånd af egen produktion. Astrid fik det i julegave og selvom det blev trumfet af legetøj den aften og total overset, så har hun siden vist sin glæde over sit nye sengetæppe, dejligt.
Overvejede i anledning af fætterens fødselsdag om meget snart, om jeg skulle lave et lidt mindre til ham..... meeen nej, jeg skal lige længe nok fra til at glemme besværlighederne med det. Så jeg er ikke helt klar til endnu eet. Og andre projekter står som altid i kø. Next stop; kjoler til pigerne!

torsdag den 15. december 2011

Gaver fra nissen


Pigernes julesokker, som symaskinen glødede over sidste år ved denne tid, hænger nu fint ved brændeovnen. Og pigerne løber ned hver morgen og finder pakke fra nissen.
Jeg elsker denne tid; børnenes glæde over de små og store traditioner, Astrids forventningsfulde snak om julemand, gaver og slik, julemusik, pynt, træ, ja, alt det dejlige, jeg forbinder med jul. Julen er bare ekstra speciel, når der er små børn og man kan deltage lidt i deres simple, ligefremme og oprigtige glæde i denne tid.
Jeg glæder mig til de mange timer (som dog uden tvivl flyver forbi) jeg har foran mig med mine dejlige piger, mand og resten af familien. Og som et barn håber jeg (også) inderligt på sne til juleaften.

fredag den 2. december 2011

Bløde pakker til søde piger


Så blev den første kaninvest klar, denne til Astrid. Hun er meget glad for den, så den var alt besværet værd. For besværlig - det var den godt nok. Tyk, uensartet kaninpels og (lige en tand for tyndt) egenproduktions-kantbånd, det er ikke den bedste kombi. De følgende to gik en smule nemmere og ligger nu i deres fine pinkfarvede, knitrende silkepapir og gaveindpakning, klar til at vække glæde hos to andre små piger (håber jeg).                                                   

tirsdag den 4. oktober 2011

Lappetæppe



Da Ellen var helt lille var mit redebygger-projekt nummer et at sy hende et lappetæppe i grønlige og turkise farver. Og hun elsker sit tæppe. Og selvom Astrid jo uden tvivl er den af de to, som har fået mest hjemmeproduceret indtil videre, så beder hun igen og igen om sit eget lappetæppe.
Og jeg syns faktisk det er en dejlig ting at gi dem, fordi som de hurtigere end bestilt vokser ud af det tøj, jeg får lavet til dem, forestiller jeg mig, at sådan et tæppe kan følge dem ligeså længe, de gider se på det. Så jeg må i gang igen. Og når jeg så kan snige lapper med i tæppet af mit efterhånden betragtelige lager af herlige 70er stoffer, så er det jo bare fint - blir simpelthen så nostalgisk glad af de mønstre. Minder mig om min egen barndom, min elskede mormor, som jeg ikke har hos mig mere, om sommer, isvafler på græsplænen og campingture...

onsdag den 28. september 2011

Masser af kanin og lidt småblomstret



Så er posten kommet med materialer til næste projekt. Og dermed er sæsonens produktion af julegaver samtidig skudt i gang. Lidt tidligt, helt sikkert, men med to unger, en hund og et arbejde er det nødvendigt at starte tidligt, hvis jeg skal ha noget klar til under træet.(Når ikke jeg nævner min mand, er det blot fordi, der ikke er så meget arbejde i ham som i de andre)
Af denne grund vil jeg indtil videre lade det være en hemmelighed, hvad der skal komme ud af de fine sager. Men jeg vil sige så meget, at jeg håber at glæde intet mindre end seks små piger...
Men mon ikke der skal vises lidt frem af det på et tidspunkt - hvis det vel og mærke blir, som jeg har tænkt mig.

tirsdag den 27. september 2011

Hurtige nederdele


Så blev der lige en nederdel til hver af pigerne. Astrid er bare vild med nederdele og kjoler for tiden - og den lille skal jo bare ha det samme som storesøster. Og hvor er det bare heldigt så, at sådan en nederdel er et lynprojekt. Er det ikke bare fantastisk indimellem med de projekter, hvor man lynhurtigt ser resultater.
Og iført nye skørter blev der danset godt igennem til en del omgange af "Otto er et næsehorn", hvilket lige præcis betød, at moren ku få lavet maden færdig uden sultne, klynkende unger ved knæene.

mandag den 26. september 2011

Dukke Sofie






















































I foråret barslede jeg med denne lille dukke til min store pige. Hun er min første dukke og hendes dukkemor gav hende med det samme navnet Sofie.
Projektet var spændende men hold op, hvor skal jeg lige glemme besværet ved det, før jeg er klar til en ny (sådan er det jo altid med de kære små) Håber jo så, at når tiden kommer til en tilsvarende til min mindste pige, så har jeg lært af de fejl, jeg begik med denne.
Hende her tabte hurtigt armen, da hendes dukkemor skulle give hende en svingtur, som hun jo havde set, er den slags en mor eller far gør for at more sit barn. Det var da også sådan historien lød, da hun grædende kom hen med sin amputerede Sofie; jamen moar, hun grinte sådan og syns det var så sjovt, og pludselig tabte hun armen...
En anden gang - for jeg skal da bestemt lave flere, når jeg lige har sundet mig - skal jeg forsøge mig med een, hvor arme og ben er syet i eet stykke med kroppen, for mine unger de leger altså ret korporligt med deres dukker, så de skal ha lidt indbygget modstandskraft.
Men fin syns jeg hun blev. Og Astrids glæde over hende var ikke til at tage fejl af - uden tvivl lidt besvær værd.