T-shirt med strut

Fik hasteproduceret en t-shirt til Astrid igår eftermiddags. Ikke nogen overraskelse, at hun elsker detaljen med strutkant forneden. Jeg har endnu engang taget udgangspunkt i mønster fra bogen "Børnetøj 4-7 år" af Meedom og Meedom, men jeg tror det blir sidste gang. For jeg er ligeså utilfreds med de her mønstre, som jeg har været i mange år af dem fra bogen til str. 0-3. De skal tilpasses stort set alle vegne, før jeg synes, resultatet blir fornuftigt. Fra nu af (indtil jeg eventuelt genfinder tilliden til mønstre) blir mine ting syet efter det, vi har i forvejen eller efter skøn.... basta!
Jeg klipper tit lidt efter freestyle-princip, når jeg får en ide, jeg skal afprøve. Desværre har jeg aldrig tålmodigheden til at få tegnet ned hver gang, så jeg har en god grundform næste gang, fordi modellen blir tilpasset mange gang undervejs i processen. Jeg ville elske at have et par grundmønstre, som bare var i orden hver gang UDEN tilpasninger. Måske jeg bare skal investere tiden i at lave mit eget.

Pudesyning - igen igen...

Jeg lægger puslespil på 70 x 70 cm i disse dage. Det her skulle gerne ende på en stor pude i min sofa. Desværre har det bare lange udsigter, da min gamle, trofaste ven Bernina Bernette aka min overlocker meldte sig syg i går aftes, bedst som jeg drønede ned ad den ene langside på en t-shirt. Hun er en vaskeægte drama-queen, der hastede op i tempo af sig selv og kørte i vildskab derudaf med en lugt af røg til følge. Hun er nu sendt til reparation og jeg håber meget, hun snart er frisk igen. Jeg kan nemlig slet slet ikke undvære hende.

En mor hun syer da, gør hun ikke?

Efter at have set stof2000's fastelavns-katalog ønskede A at være en påfugl i år (og lillesøster ditto). Og jeg er derfor i gang med dobbelt op på fjer/tylskørt, glittertop og vinger. Den anden dag havde hun så en veninde hjemme og lege og veninden spurgte til det der virvar af glitterstof, filt og tyl, der lå på mit sybord. A forklarer, at det er hendes påfugl til fastelavn og den anden pige siger "jeg skal ikke være noget, jeg har ikke noget klæd-ud-tøj, som jeg gerne vil være". Astrid kigger undrende på pigen og siger så "jamen kan du ikke bare sige til din mor, hvad du gerne vil være, så hun kan sy det til dig?"

P.s. Jeg havde ellers forestillet mig et nuttet lille brombær-kostume til lillesøster, og lagde alle manipulerende overbevisende kræfter i at sælge ideen til den lille. Men den dame er altså stålfast og rokkede sig ikke det mindste i sin beslutning. Så påfuglen blev det.

I ♥ lyng?

Jeg fornemmer et vist farvetema i den her post - det er dog ikke med vilje...
Herover beviset på, at jeg langt om længe har fået (frikad)Ellen i den t-shirtkjole, som jeg lavede før jul. Hun har været med mig på en kort veninde-date her i eftermiddag og fik sendt en strøm af generte og charmerende smil til min søde veninde.
Fredag aften, jeg elsker dig. Med to piger der hver har taget deres uge med sygdom, altså 14 dage i træk med feber, hosten, snøft og hængeri, så er vi efterhånden ved at have fået vores søde, friske og frække tøser tilbage. Min fredagsfølelse denne gang er dog lidt en blandet fornøjelse, fordi der venter tusinde af små og store projekter og gøremål, som jeg kan mærke, jeg forventer, weekenden kan rumme. Og jeg har på fornemmelsen, at jeg er dømt til en søndagsfølelse af at være svært bagud.

Jeg satte den første plet på det her for over et år siden. Det er et af de der hobby-projekter, som altid må vige pladsen for vigtigere og mere nødvendige ting. Men jeg stjal dog ti minutter foran lærredet den anden dag, mens opvasken ellers kaldte insisterende. Jeg er spændt på, om jeg ender med at blive tilfreds med det en dag. Færdigt er det i hvert fald langt fra endnu.
Herunder også et par knips af andre ting fra ugen, der tilsyneladende holder mit (ufrivillige) farvetema. NB: havrekiksene nederst kan anbefales; de er nemme, hurtige og lækre.
God weekend derude!

I dag...

Så blev det fredag. Og for mit vedkommende endelig en helt langsom een af slagsen, hvor jeg har fridag med frikadellen (og nyder det meget). Hun insisterede på, at det var på tide med lidt julerier på tegnetavlen. Hvis nogen skulle være i tvivl, så forestiller hendes streger en vild snestorm.

  

Jo juleriet begynder langsomt at snige sig ind her. Næste weekend tror jeg vi skal have et lille december-juletræ ind i stuen og så er det jo tid for een af mine absolut favoritting at lave med Astrid op til jul; at pynte træet. Jeg glæder mig allerede til gensynet med den fine pynt. Traditionen tro har jeg fundet mig en ny (gammel) ting til træet i år. Denne gang hjembragt fra den gamle oldefar på fyn. Den har jeg på fornemmelsen bliver særligt fristende for et par små pilfingre, jeg kender.

P.s. til de sy-interesserede: Ellen har sine nye prikkede leggins på på billedet. Sådan et projekt kan bestemt anbefales. Mine to piger har fået et par hver indtil videre og der er købt ind til flere, for de kan laves på 30 minutter. Og Stof2000 har lige fået fine jerseystoffer hjem med hjerter, stjerner eller andet fint.
Nu kalder en kop kaffe og en LEGO-leg med min stumpi. Ha en dejlig fredag derude og weekend derefter!

En ulden pakke

Den dejligste pakke ventede på mig, da jeg kom hjem i dag. Min søde søde mor-moster (lillesøster til min kære afdøde mormor) er helt fantastisk med sine pinde og har strikket denne dejligste trøje til mig i varm og blød lamauld - den samme uldgarn, som pigerne har fået hver deres luse-trøje i. Så nu begynder jeg så småt at vænne mig til tanken om at udholde vintermånedernes kolde mørke. Minder mig selv om, at det jo også er tiden for stearinlys og spil, varme drikke og tunge, velduftende simreretter, lune bløde sweatre og stille hyggestunder. Og den her skal nok hjælpe mig varm igennem kulden. Og det er den slags små glæder, der er værd at fokusere på engang imellem.

Frøken grøn og frøken gemmer

Jeg er netop blevet færdig med en hoved-oprydning på pigernes værelse. Og hold da op, hvor er det bare en stor mundfuld. Astrid kan jo sådan set godt selv rydde op, men det dér med at få sorteret mere grundigt, det kan hun ikke overskue og blir ofte helt overvældet og ked af det, når jeg prøver at få hende med til at rydde op, sådan 'rigtigt' sammen med mig. Hun ved ikke, hvor hun skal startte og hvor hun skal slutte. Og jeg må indrømme, jeg selv blev overvældet lidt her til aften. Og ja, man skal jo bare have orden hele tiden og altid rydde op efter sig og lære børnene gode vaner osv osv. Men sandheden er bare, at her hos os, der roder vi til tider en del. Til en vis grænse har jeg nok egentlig efterhånden opgivet lidt at være særligt ordentlig og så bare accepteret en vis kvote af uorden, før det blir for meget for mig og jeg så bare skal ha det væk væk væk.
Mine to piger er lidt sjove i deres rod. Den store putter meget gerne diverse 'dimser' sammen i en taske eller boks. Så man finder en del grupperinger af fx; en barbiekam, en nøglering, to legoklodser, en farveblyant, et par bukser til en Sylvanian kanin, to en-kroner, fem knapper, tre perler og et klistermærke. Hun gemmer ALT og jeg mener ALT. Insisterer på at gemme indpakning og emballage til legesager. Hun kan stortude, hvis bare jeg har den frækhed at foreslå, at den der lille dinosaur-nøglering, som mangler et ben, men som hun kan huske, hun har fået hos tandlægen, da hun var to, at den måske skulle gemmes væk for en tid.
Lillesøster har sit helt eget - måske endnu mere særlige - system. Hun sorterer nemlig omhyggeligt alle grønne dele fra enhver kategori af legesager og samler dem i en stofpose, en æske, under sin seng eller måske inde i legekomfuret. Og her snakker vi; alle de tuscher, der er i grønlige nuancer, de grønne legoklodser, de puslespilsbrikker, der har noget grønt på sig, de strømper, hun finder i tøjskabet, der er grønne, de grønne dyr fra dyrekassen, dvs. krokodillen og frøen, træerne fra Playmobilen og så selvfølgelig de uundgåelige grønne perler og hårspænder. I morges tog jeg hende endda i at knække en perleplade fra hinanden på en måde, så hun kunne fiske alle de grønne perler fra og derefter gå rundt med dem i sin hånd. Hun har virkelig noget med grøn, den lille.
Mine piger er jo bare nogle helt uimodståelige og herlige særlinge!

Evighedsprojekt

Hvad gør man ved de evighedsprojekter, man bare mister interessen for? Det her skulle blive et tæppe, men nu har det ligget så længe, at jeg har mistet gejsten for farver og mønstre og tvivler derfor lidt på, at det nogensinde skal kæmpe sig vej op til toppen af min to-do liste. Det har ligget her i syslekurven siden efteråret... og her ligger det jo sådan set fint...

Work work work work, I don't wanna work today

Bare to hårde og lange dage i ilden, så er det slut for nu. Og tankerne kan begynde (helt lovligt) at vandre på ferie, sommer, hygge og aftaler med dem, jeg kan li. Så vil gøre en indsats for at samle de sidste koncentrerede akademiske kræfter til le grand finale. (og arbejde på at reducere antallet af overspringshandlinger for den resterende del af min mandag).

weekenden...

Min nye (gamle) yndighed. Har en svaghed for den slags kjoler med detaljer som denne. Så kom sommer og kom varme, så den her kan komme ud og se lidt af verden med mig.

Frikadellen sætter sten på laaaang rakke (red.: række) Dejligt med lidt underholdning i den simple ende.

Brev fra Astrids nye penneven (og fætter) i Sydtyskland. Hvor hun dog glæder sig til at de to skal lege til sommer.

En Frikadellen, som absolut ikke vil sove lur lørdag. Det hele endte kl. 15.00 med en sovende lille pige på mors mave på sofaen. Ved faktisk ikke hvem af os, der nød det mest. Måske sidste gang min lille 'baby' vil sove så tæt på sin mor, så jeg snusende det fine lillepige-hår ind bedst som jeg kunne og måtte tilbageholde en masse kysseri på det lille sovende hoved.

Vi får også varmet lidt op til sommeren tid i Italien, med flere sanser vel og mærke, som billederne herunder vidner om.
(note: Pizza er bare bedst bagt på pizzasten, så hermed anbefalet)

Søsterkærlighed

Glæder mig hver dag over, at mine to favoritpiger har hinanden. At se de to sammen er en fryd. De krammer, de mysser, de leger og pjatter. Skændes også ind i mellem, selvfølgelig, og råber højt. Men søger hurtigt hinanden igen. Der er lidt over tre år i mellem de to, og vi var i tvivl om, om de ville få den glæde af hinanden, som vi håbede. Men de to er nærmest uadskillelige og deler noget helt specielt. Det varmer helt dybt inde at tænke på og være vidne til. Jeg ønsker mig sådan, at de to vil holde sammen resten af livet og altid ha hinanden så nær - og selvfølgelig også lade mor være med bare engang i mellem.
Her deler de den anden dag en cykeltur (som dog ikke er helt sikkerhedsmæssigt i orden, I know).

Go weekend til alle jer søstre og brødre (og ja så skidt da; også enebørn) derude!

Dagens barnlige guldkorn

På dagens gåtur lyder det pludselig - og uden sammenhæng med snakken på det tidspunkt - fra Astrid: "Bestemmer Anita'erne også over ens krop?" Vi spørger selvfølgelig lidt ind til, hvad hun mener med spørgsmålet. Og hun forklarer "Jo altså, Anita'erne, dem der bestemmer over menneskerne". Hun ser, at vi stadig er forvirrede og ikke klar til et godt svar og fortsætter: "Anita'erne - dem som bestemmer, hvad man må i et land og laver lovene - bestemmer de også over vores krop?" Og endelig er vi med - den lille skat har hørt Anita'er, når vi eller andre har snakket om politikere. De kæreste ting, der kommer ud af de små. Vi tager os selvfølgelig sammen for ikke at grine af det kære væsen og giver hende et svar på spørgsmålet. (Og desuden da glimrende overvejelse for en 5-årig, hvis jeg selv skal sige det)

Idag

Har udsigt til resterne af søndagens restaurantbesøg, prøver at få læst opgaver til arbejde, modtager nyt fint stof med posten, prøver at få læst opgaver til arbejde, overvejer om jordbærstoffet skal blive til en nederdel eller bloomers måske, prøver at få læst opgaver til arbejde, bestemmer mig for at stoffet ikke skal blive til bloomers, men måske en ny slags kjole, prøver at få læst opgaver til arbejde...

Det glade liv i skoen

En sjov historie. Bogen her læser vi ind i mellem med pigerne og den er lidt sjov. Den er fra 1964 og udover at indeholde nogle fine billeder, så har den en ret god og sjov morale. Børnene i rimet hjælper nemlig til med en hel masse og helt uden at brokke og klage. Og som den nederste side viser, er det netop sådan, alle børn bør gøre, for så har mor tid og energi til at sy og strikke. Da jeg læste den for nylig for Astrid sagde hun bagefter; "moar, jeg skal altså nok hjælpe dig med at gøre rent, så du har tid til at sy mig den kjole, jeg ønsker mig". Det må da siges at være indoktrinering af fineste og allermest anvendelige skuffe.

Dagens hovedaktivitet

 































Rummer meget godt dagens stemning hos mig; en glad, gyngende lille frikadellen. Ikke udrettet noget nævneværdigt, hverken arbejdsrelateret eller med mine utallige projekter. Sådan en dag, der ofte giver mig enten dårlig samvittighed eller en rastløs følelse, men som i dag faktisk har været helt okay. Jeg synes faktisk man jævnligt bør have dage, hvor man bare er til, trækker vejret dybt, ser sig omkring, evt. sidder stille ind imellem, nyder sin kaffe og leger oprigtigt engageret med sine børn i længere tid. Jeg er ikke selv for god til det her, men øver mig.

Overmod er en grim grim ting

Jeg er bange for, at jeg denne gang har taget en for stor udfordring op. Jeg har en svaghed for kraver for tiden - jeg elsker simpelthen det klassiske og ikke mindst 'pigede' udtryk, som sådan en lille krave giver en bluse eller kjole. Og denne gang var (og er stadig lidt endnu) planen en sommerbluse til yngste i det lette voile med knaplukning i overfald foran og fineste lille flæsede krave (har jo selvfølgelig hele billedet i hovedet af, hvor fin den skal blive) Men lige nu driller kombinationen af småt detaljearbejde med flæsen, faconen på kraven og så det lidt levende voile og projektet er vist i risiko for at ende i "tager det op en anden dag"- bunken.

En kat uden mund/om de ufærdige projekter

Katten her har fået en helt særlig betydning for mig over de sidste to år. Og det er fordi den mangler sin mund. Jeg har skitsen til den et eller andet sted og herpå er der altså en lille mund, men den kom aldrig rigtig på. Den er malet, da Ellen var nyfødt og er min gave til hende, som hun har haft ved sin seng lige siden. Men denne kat, som jeg ser hver aften og morgen, minder mig nu også om alle mine ufærdige projekter og om, at tiden bare ikke rækker til alle mine ideer og forestillinger om alt, hvad jeg vil lave, særligt til mine to fantastiske unger. Nederst er jo storesøsterens elefant, malet, da hun var helt lille. Den blev selvfølgelig malet færdig i een weekend, sådan er det bare så anderledes med tiden, når der er to frem for kun den ene. Det minder mig om, at der hos mine svigerforældre hænger tre stk. af metaltallerkener på væggen i deres køkken, een for hver af deres tre drenge, da de var små. Den første er udfyldt med dato, navn, vægt og andre oplysninger. Den næste - min mands - har navn på (og kun navn), mens den sidste tallerken, yngstebrors, bare hænger dér uden noget. Sådan markeres jo på smukkeste symbolske vis, hvordan det sorte hul for tid, som børn jo (også) er, bare vokser sig større og større for hvert barn, der kommer til.

Måske katten her får sin længe ventede mund en dag, måske ikke. Måske skal jeg bare officielt lukke projektet nu og så ellers holde på for eftertiden, at det simpelthen hele tiden var meningen, at den kat skulle være mundløs.

Når jeg ind i mellem ærgrer mig over alle de ting, jeg ikke når, minder jeg gerne migselv om kloge ord fra sundhedsplejersken, som jeg havde første gang, jeg blev mor. Hun sagde til mig, at det generelt var grund til bekymring for hende, hvis hun kom ud til en nybagt familie, hvor der ikke var skyggen af rod, støv, opvask eller andet. For som hun sagde; "det er jo blot tegn på, at man ikke prioriterer tiden sammen med sit barn". At dømme ud fra, hvordan der ofte ser ud hjemme hos mig, må man jo sige, at vi i allerhøjeste grad er sammen med vores børn (host host).

Som da mor var lille...

Hvorfor er det, at jeg næsten altid falder i svime over legetøj, som jeg husker fra min egen barndom? Jeg fandt de her puslespil og klodser på et loppemarked i går og selvfølgelig måtte jeg ha dem med hjem til mine piger. Jeg husker særligt hanen rigtig godt - den må jeg ha siddet med i timevis som lille. Puslespillene øverst var faktisk i rimelig god stand. Bare ærgerligt, at den ældre dame, der solgte disse ting, havde sat sit (kraftigt klistrende) prismærke på netop hanen og selvfølgelig gik malingen af, da jeg fjernede det. Men Frikadellen skal nok blive glad for dem, er jeg sikker på.

Sommertop/kjole, ny version

Denne store pige er glad for sin nye sommertop, omend vejret endnu ikke er til det. Mønsteret har som ved de fleste projekter i den seneste tid voldt mig lidt overvejelser og denne gang også lidt opsprætning. Jeg klipper delene efter hovedet og sjældent rammer jeg helt rigtigt i første forsøg. Det har fordele og ulemper at sy tøj på denne måde naturligvis. Den åbenlyse fordel er selvfølgelig - som ved denne - at den er blevet præcis, som jeg ville ha den.
Så mangler vi bare de varme dage, den planlagte ferie ved Adriaterkysten, masser af Gelato, afslapning, vandpjask og og og.... Dagdrømmeriet er startet her i hvert fald.
Hvis nogen skulle være i tvivl, så skyldes det mærkelige ansigt på det ene billede, at hun er i fuld gang med at få lillesøster til at grine ved at lave "brille-ansigtet" - en favorit af hendes.