tirsdag den 6. marts 2012

Min nye yndlingstrøje























Endelig færdig!
Den er bare blevet så skøn, hvis jeg selv skal sige det (og det skal jeg jo). Vildt blød og lækker, tyk og herlig chunky uld - jeg elsker den allerede! Den vil blive flittigt brugt de kommende måneder, kan jeg mærke. Og den var det hele værd med uforståelig engelsk opskrift (er oven i købet stadig ikke strikkekyndig nok til at være flydende i de danske forkortelser) og desuden anden garntype og -tykkelse med dertilhørende justering af masketal og ind- og udtagninger her og der.

Og lige et godt track til dagens humør: Streamside  - Kan anbefales!

mandag den 5. marts 2012

Nyt gammelt skab






































 















Endelig fik jeg mit gamle karlekammerskab færdigmalet. Det var længe undervejs. Havde egentlig tænkt mig, det skulle være lyst limegrønt, men Astrid foreslog blågrå og ideen vandt langsomt ind på mig. Det blev dog lidt længere til den blå side, end jeg havde tænkt mig, men sådan er det nok, når man selv blander farve - det snyder meget.
I værkstedet står nu delene til Astrids nye (brugtkøbte) kaneseng, klar til grunder. Hun har selv valgt farve, så jeg må se, om jeg kan vænne mig til en helt lyserød seng. Heldigvis fik jeg styret hende i retning af en tålelig rosa udgave, som nok skal blive helt fin. Så mangler jeg bare et par timer, hvor jeg kan snige mig på værkstedet.

torsdag den 1. marts 2012

Tørklæde-forsøg












































































Jeg synes godt tørklæder kan være svære at få til at sidde godt, så de fylder fint og let uden at virke
for kompakt. Så jeg har forsøgt mig med to lag med løbegang til elastik i midten på langs. Det blir lige tilpas frynset af det til at sidde godt, synes jeg. Kantsømmen er sart rosa for at give lidt effekt til det grafiske udtryk af denne Liberty-stof. Jeg er endelig (efter mange års frustrationer) blevet helt god til at skifte tråd på min overlocker og til at indstille den - fantastisk maskine, sådan een.

Fin gave og barnlige guldkorn


Fødselsdagsgaven fra Astrid. Skal forestille en fineste "cirkushat", som jeg kan tage på, når vi skal i cirkus. Hun har limet små perler på nogle af de farvede felter, for som hun siger "mor kan jo godt li, når ting glimter".
Hun arbejdede koncentreret på sin overraskelse de sidste to eftermiddage og da jeg skulle hjælpe hende med limen, fik jeg beskeden "du må godt kigge i den her retning, du må bare ikke se, at det er en hat".