Familieportræt

Vores lille familie foreviget på papir af min herlige 5-årige. Lillesøster genkendte straks alle på tegningen, så den må jo ligne meget godt. Hvor er børnetegninger dog fantastiske...

Overmod er en grim grim ting

Jeg er bange for, at jeg denne gang har taget en for stor udfordring op. Jeg har en svaghed for kraver for tiden - jeg elsker simpelthen det klassiske og ikke mindst 'pigede' udtryk, som sådan en lille krave giver en bluse eller kjole. Og denne gang var (og er stadig lidt endnu) planen en sommerbluse til yngste i det lette voile med knaplukning i overfald foran og fineste lille flæsede krave (har jo selvfølgelig hele billedet i hovedet af, hvor fin den skal blive) Men lige nu driller kombinationen af småt detaljearbejde med flæsen, faconen på kraven og så det lidt levende voile og projektet er vist i risiko for at ende i "tager det op en anden dag"- bunken.

Leg i haven

Frikadellens absolut yndlings udendørsleg er blevet praktiseret i stor stil i dagens gode solskinsvejr. Giv hende en stor spand med vand, en skovl og en lille vandkande og hun kan være beskæftiget i timevis. Skønt at varmen er vendt lidt tilbage i dag, vi nyder det meget. I morgen er der en lille pige, der blir 2 år, de lover godt vejr, manden min har fri og der skal fejres, hygges og vi skal på tur i det gode vejr, ahh, virkelig god start på ugen.

En kat uden mund/om de ufærdige projekter

Katten her har fået en helt særlig betydning for mig over de sidste to år. Og det er fordi den mangler sin mund. Jeg har skitsen til den et eller andet sted og herpå er der altså en lille mund, men den kom aldrig rigtig på. Den er malet, da Ellen var nyfødt og er min gave til hende, som hun har haft ved sin seng lige siden. Men denne kat, som jeg ser hver aften og morgen, minder mig nu også om alle mine ufærdige projekter og om, at tiden bare ikke rækker til alle mine ideer og forestillinger om alt, hvad jeg vil lave, særligt til mine to fantastiske unger. Nederst er jo storesøsterens elefant, malet, da hun var helt lille. Den blev selvfølgelig malet færdig i een weekend, sådan er det bare så anderledes med tiden, når der er to frem for kun den ene. Det minder mig om, at der hos mine svigerforældre hænger tre stk. af metaltallerkener på væggen i deres køkken, een for hver af deres tre drenge, da de var små. Den første er udfyldt med dato, navn, vægt og andre oplysninger. Den næste - min mands - har navn på (og kun navn), mens den sidste tallerken, yngstebrors, bare hænger dér uden noget. Sådan markeres jo på smukkeste symbolske vis, hvordan det sorte hul for tid, som børn jo (også) er, bare vokser sig større og større for hvert barn, der kommer til.

Måske katten her får sin længe ventede mund en dag, måske ikke. Måske skal jeg bare officielt lukke projektet nu og så ellers holde på for eftertiden, at det simpelthen hele tiden var meningen, at den kat skulle være mundløs.

Når jeg ind i mellem ærgrer mig over alle de ting, jeg ikke når, minder jeg gerne migselv om kloge ord fra sundhedsplejersken, som jeg havde første gang, jeg blev mor. Hun sagde til mig, at det generelt var grund til bekymring for hende, hvis hun kom ud til en nybagt familie, hvor der ikke var skyggen af rod, støv, opvask eller andet. For som hun sagde; "det er jo blot tegn på, at man ikke prioriterer tiden sammen med sit barn". At dømme ud fra, hvordan der ofte ser ud hjemme hos mig, må man jo sige, at vi i allerhøjeste grad er sammen med vores børn (host host).

Bukser i voile

Den superlette og bløde bomuldsvoile er een af mine absolut yndlings stoftyper. Her et par bukser til Frikadellen, som kan skærme hendes små sommerben fra solen (når den engang dukker op). Med smock både i toppen og bunden er de meget nemme og hurtige at lave. Måske man skulle lave et par til sigselv?

Mere post fra det tyske

Endnu engang har et besøg fra min rare postmand hjulpet til med den gode formiddagsstemning. Han har nemlig netop leveret disse herlige pakker fra Tyskland. Den første er et helt juniorbetræk med pudebetræk (størrelse gigantisk naturligvis, som de tyske mål nu er) i rigtig god stand. Det får lov at forblive som det er og bruges til Frikadellens dyne. Det nederste er et stykke, som jeg endnu ikke har planer for. Der er derfor overhængende fare for, at det blir et af de stykker, som kommer til at ligge rigtig længe, fordi tiden ikke er til det eller fordi jeg ikke nænner at klippe uden at være helt helt sikker på, hvad jeg vil med det. Travlhed på arbejdet nu og den næste måned eller to levner mig ikke meget tid ved maskinen desværre. Jeg trænger snart til at få realiseret et par emner fra min liste.
Fine er de i hvert fald. Eeeeelsker pakkepost