Evighedsprojekt

Hvad gør man ved de evighedsprojekter, man bare mister interessen for? Det her skulle blive et tæppe, men nu har det ligget så længe, at jeg har mistet gejsten for farver og mønstre og tvivler derfor lidt på, at det nogensinde skal kæmpe sig vej op til toppen af min to-do liste. Det har ligget her i syslekurven siden efteråret... og her ligger det jo sådan set fint...

Work work work work, I don't wanna work today

Bare to hårde og lange dage i ilden, så er det slut for nu. Og tankerne kan begynde (helt lovligt) at vandre på ferie, sommer, hygge og aftaler med dem, jeg kan li. Så vil gøre en indsats for at samle de sidste koncentrerede akademiske kræfter til le grand finale. (og arbejde på at reducere antallet af overspringshandlinger for den resterende del af min mandag).

weekenden...

Min nye (gamle) yndighed. Har en svaghed for den slags kjoler med detaljer som denne. Så kom sommer og kom varme, så den her kan komme ud og se lidt af verden med mig.

Frikadellen sætter sten på laaaang rakke (red.: række) Dejligt med lidt underholdning i den simple ende.

Brev fra Astrids nye penneven (og fætter) i Sydtyskland. Hvor hun dog glæder sig til at de to skal lege til sommer.

En Frikadellen, som absolut ikke vil sove lur lørdag. Det hele endte kl. 15.00 med en sovende lille pige på mors mave på sofaen. Ved faktisk ikke hvem af os, der nød det mest. Måske sidste gang min lille 'baby' vil sove så tæt på sin mor, så jeg snusende det fine lillepige-hår ind bedst som jeg kunne og måtte tilbageholde en masse kysseri på det lille sovende hoved.

Vi får også varmet lidt op til sommeren tid i Italien, med flere sanser vel og mærke, som billederne herunder vidner om.
(note: Pizza er bare bedst bagt på pizzasten, så hermed anbefalet)

Vores lille Picasso

Som så mange andre morgener, startede denne med lidt tavle-tegning på den store plade, vi malede med tavlelak, da Astrid var ny. Normalt skriver vi dagens menu på den øverste del, men det er vist slut nu, for de to piger syns ikke længere tavlen her er stor nok til os alle. Så nu må vi altså ha lavet en voksentavle også til de små beskeder og madplanen, som vi er blevet så vant til (læs; lettere afhængige af)
Denne morgen var særligt sjov ved tavlen, da Ellens kruseduller pludselig af storesøster blev udnævnt til at forestille et menneske. Og den lille Picasso her blev ivrig og tegnede hænder i øst og læber i vest, og storfægtende udpegede for søster og mor, hvilken del de forskellige skriblerier skulle være af det her menneske, som det hele nu engang var blevet genkendt som. Stoltheden var ikke til at tage fejl af - hun maler nu ting, der ligner noget! Jo jo, stor dag for en 2-årig.

Søsterkærlighed

Glæder mig hver dag over, at mine to favoritpiger har hinanden. At se de to sammen er en fryd. De krammer, de mysser, de leger og pjatter. Skændes også ind i mellem, selvfølgelig, og råber højt. Men søger hurtigt hinanden igen. Der er lidt over tre år i mellem de to, og vi var i tvivl om, om de ville få den glæde af hinanden, som vi håbede. Men de to er nærmest uadskillelige og deler noget helt specielt. Det varmer helt dybt inde at tænke på og være vidne til. Jeg ønsker mig sådan, at de to vil holde sammen resten af livet og altid ha hinanden så nær - og selvfølgelig også lade mor være med bare engang i mellem.
Her deler de den anden dag en cykeltur (som dog ikke er helt sikkerhedsmæssigt i orden, I know).

Go weekend til alle jer søstre og brødre (og ja så skidt da; også enebørn) derude!

En amputeret hottentot

En af dagens små trivielle begivenheder: Den stakkels lille fyr vidste slet ikke, hvad der ramte ham, før skaden var sket. Tror dog jeg har fundet den skyldige, da han havde sjusket med at slette sporene efter sig - der var efterladt lange, lyse hundehår overalt på gerningsstedet. Puha, slemme slemme kræ!